Peter Øvigs åbne brev
Dato: 11. juni 2013

Kære Mogens Blicher Bjerregård og Dansk Journalistforbund

I må gerne opfatte dette som et nødråb: Efter gennem et halvt år at have brugt meget tid på den såkaldte Apple- eller ’æble’-sag er jeg de seneste uger flere gange blevet truet med at blive smidt ud af Facebook, når jeg omtaler mine bøger Hippie 1 og 2.

Jeg har foreløbig, som beskrevet nedenfor, modtaget tre ’advarsler’ med tilhørende ’blokeringer’, fordi jeg har haft billeder fra Hippie liggende på min væg eller har linket til websites, der uden for Facebook omtaler sagen om censur af billederne. Dette til trods for, at jeg – selv om det føles ydmygende og urimeligt – er holdt op med selv at vise billeder fra mine bøger på min Facebook-væg.

Jeg kunne selvfølgelig opgive at være på Facebook, som jeg ikke bruger privat. Men inden for de seneste to-tre år er Facebook, ligesom for mange andre journaliser, blevet et meget vigtigt arbejdsredskab af flere grunde: Jeg har brugt Facebook til at finde frem til kilder, som det ellers ikke ville have været muligt at opspore. Læserne af mine bøger kontakter mig i stigende grad på Facebook, og inden for det seneste år eller to har mængden af kommunikation ad denne kanel efterhånden overgået alle andre, inkl. e-mails. Og endelig har min Facebook-væg i samme periode vist sig at være det vigtigste kommunikationsmiddel i forhold til medier og offentlighed, og dens gennemslagskraft overgår i dag langt både min egen og bøgernes hjemmesider.

Endelig har det vist sig, at jeg også bliver blokeret fra bøgernes egen hjemmeside, www.hippienu.dk, fordi den på avanceret vis er integreret med Facebook. Jeg har således ikke adgang til at skrive på min egen hjemmeside, når jeg er blokeret fra Facebook.

Truslen om at blive helt udelukket fra Facebook er derfor voldsomt ubehagelig, og hvis truslen realiseres, vil det være et alvorligt slag mod mine mulighed for at arbejde som journalist, forfatter og dokumentarist.

Jeg er indstillet på at overholde Facebooks regler, skønt jeg finder dem absurde, men med de seneste ugers erfaring viser dette sig ikke at være nok. Kommunikation med Facebook synes ikke mulig for en enkeltperson, og jeg vil derfor indtrængende opfordre Dansk Journalistforbund til at tage sagen op på mine vegne og søge en dialog og løsning med Facebook.


Kort redegørelse for forløbet:

For det første: Den 15. april blev et opslag på min væg fjernet, og jeg modtog samtidig en advarsel fra Facebook. Paradoksalt nok handlede opslaget netop om, at Dansk Journalistforbund og EU-Parlamentets kulturudvalg var gået ind i Apple-sagen ( se http://hippienu.dk/node/392 ), men problemet var, at jeg havde illustreret nyheden med billeder fra den af Apple afviste bog.

For det andet: Få dage senere, den 18. april, blev et billede fra bogen, langt tilbage på min vægs tidlinje, fjernet af Facebook, og jeg fik samtidig en meddelelse om, at jeg blev blokeret fra at være på Facebook i 24 timer. Samtidig blev jeg bedt om at fjerne alle ’stødende’ billeder fra min væg. Samme dag slettede jeg med blødende hjerte alle Hippie-fotos fra min væg.

For det tredje: I sidste uge tog en række Facebook-brugere initiativ til at dele et billede fra min bog så bredt som muligt ( se http://www.thisisnotporn.info ) – en aktion, der bredte sig med tusindvis af delinger ud over verden. Jeg undlod selv at uploade billedet på min væg, men bragte til gengæld et link til nævnte website. Lørdag blev dette link fjernet, og jeg blev samtidig idømt tre døgns blokering fra Facebook. (Andre oplevede det samme, og sågar et link til en avisomtale af sagen (se http://www.b.dk/nationalt/her-er-billedet-facebook-ikke-vil-have-du-deler ) var i flere tilfælde nok til, at Facebook-brugere fik advarsler eller blev blokeret.)



Sagen kan følges i detaljer – dog uden billeder! – på min Facebook-væg https://www.facebook.com/profile.php?id=1193335961&ref=tn_tnmn

Idet jeg håber, at Dansk Journalistforbund vil gå ind i sagen – og med gode hilsner

Peter Øvig Knudsen



Tilmeld nyhedsbrev

E-mail